Byernes overskudsrum/ Wasteland
11-06-2015
Terrain vague oplevet gennem æstetikken
I en hver by findes der randområder, der ofte anvendes sporadisk og ustruktureret af industrier, landbrug eller privatpersoner. Disse områder betegnes ofte med ord som Terrain vague eller wasteland. Det er områder i byers udkanter, som endnu ikke er disponerede for nye byggerier, parkanlæg eller veje, lige som stederne hverken er natur eller opdyrket landbrugsland.
I sådan et wasteland ser man ofte industrielle ophobninger og opmagasinering af byggematerialer skråt eller byggerier og skure i forfald, der langsomt overtages af naturen. Det er steder, der er uglesete og af mange og betragtes som en synsmæssig belastning. Men for andre er et sådant sted identisk med forfalds æstetik eller en dør til visuelle oplevelser. Der er som regel tale om arealer, hvor spor af menneskelig aktivitet og greb kommer til udtryk i form af materialeformationer og opstillinger af træ, sten og materialestumper og andre materialer, som er sammenstillede spontant som simple organiseringer.
I sådan et wasteland ser man ofte industrielle ophobninger og opmagasinering af byggematerialer skråt eller byggerier og skure i forfald, der langsomt overtages af naturen. Det er steder, der er uglesete og af mange og betragtes som en synsmæssig belastning. Men for andre er et sådant sted identisk med forfalds æstetik eller en dør til visuelle oplevelser. Der er som regel tale om arealer, hvor spor af menneskelig aktivitet og greb kommer til udtryk i form af materialeformationer og opstillinger af træ, sten og materialestumper og andre materialer, som er sammenstillede spontant som simple organiseringer.
FOTOGRAFIET
Mange fotografer er netop specialister i at finde motiver i randområder og industriområder, hvorved de tilfører stedet en betydning, og giver diverse ophobninger, stabler, bunker, nedbrydning og forfald en billedmæssig værdi. Herved omdannes de øde områder ved et trylleslag til et udstillingsvindue i sin helhed såvel som i detaljen.
Gennem fotografiet øges vores evne til at afkode disse steder. Fotografiets medvirkende evne til at indramme og ‘rediger’ de bymæssige forhold resulterer i en fastfrysning der flytter os fra virkeligheden, men samtidig medvirker til, at man lærer at opfange detaljer, der som oftest overses.
Gennem fotografiet øges vores evne til at afkode disse steder. Fotografiets medvirkende evne til at indramme og ‘rediger’ de bymæssige forhold resulterer i en fastfrysning der flytter os fra virkeligheden, men samtidig medvirker til, at man lærer at opfange detaljer, der som oftest overses.
Billedhuggeren Willy Ørskov, der blev født i Århus 1920 og døde i Helsingør 1990, var professor ved Det Kgl. Kunstakademi og ligeledes teoretiker med en forkærlighed for byernes udkantsområder. I bogen “Terrain-vague og simple organiseringer” 1976 bliver man indført i en helt anden måde at opleve og tolke randområderne og deres ophobninger og nedbrydninger skulpturelt set.
For Ørskov repræsenterede dette en form for nu-tilstand eller førverbalt stadium, der kan danne udgangspunkt for en undersøgelse af forskellige former og processer, hvorigennem en betydningsproduktion kan skabes – altså et forstadium til undersøgelse af skulpturelle former. Ørskov opererede med to grupper af principper – en for opbygning og en for nedbrydning. Opbygningsprincipper ses i eksempelvis stabling, opbæring ved hjælp af stopler og piller, rumdeling af vægge, indramning, indkredsning, overbygning, ophængning eller sammenfletning. Nedbrydningsprincipperne kan være gennembrydning, afbrydning, nedrivning, sprængning, flænsning eller opløsning.
Mennesket er som regel knyttet til omgivelserne via sproget. Det er sproget, der definerer et sted og giver det et indhold. Det betyder, at oplevelsen af mere eller mindre udefinerlige områder som Terrain-vague eller wastelands ofte begrænses, med mindre med tager f.eks. Ørskovs filosofier til sig, og vælger at opleve områderne fra en ny visuel vinkel.
For Ørskov repræsenterede dette en form for nu-tilstand eller førverbalt stadium, der kan danne udgangspunkt for en undersøgelse af forskellige former og processer, hvorigennem en betydningsproduktion kan skabes – altså et forstadium til undersøgelse af skulpturelle former. Ørskov opererede med to grupper af principper – en for opbygning og en for nedbrydning. Opbygningsprincipper ses i eksempelvis stabling, opbæring ved hjælp af stopler og piller, rumdeling af vægge, indramning, indkredsning, overbygning, ophængning eller sammenfletning. Nedbrydningsprincipperne kan være gennembrydning, afbrydning, nedrivning, sprængning, flænsning eller opløsning.
Mennesket er som regel knyttet til omgivelserne via sproget. Det er sproget, der definerer et sted og giver det et indhold. Det betyder, at oplevelsen af mere eller mindre udefinerlige områder som Terrain-vague eller wastelands ofte begrænses, med mindre med tager f.eks. Ørskovs filosofier til sig, og vælger at opleve områderne fra en ny visuel vinkel.
Willy Ørskov har engang sagt følgende:
”Jeg bliver spurgt, hvorfor jeg beskæftiger mig så meget med filosofi. Det er fordi skulptur – efter min opfattelse – er beslægtet med filosofi, derved at skulptur ligesom filosofi er en iagttagelse af og en reflektion over forholdet mellem tid, rum og stof og heroverfor krop og bevidsthed. Dog, modsat filosofien, som er abstrakt, er skulptur en bevidstgørelse deraf ved konkrete eksempler….”