Der er smukt langs den jyske vestkyst. Klitter og strandenge med spredte blomster, der titter frem mellem marehalmen. Klokkeblomster, blåmunke, kællingetand og hedesletter med lyng. Der er fjorde med et rigt fugleliv som gæs, ryler, viber, hjejler og rovfugle Havet og stranden med rav, blæst og saltvand. Og så det unikke Harboøre Tange skabt af istiden, sandvandringen og ........ men hov her lurer en fare!

Harboøre Tange er en cirka 10 km lang sandtange mellem Limfjorden og Vesterhavet. Et stormombrust område på alle planer. Harboøre Tange har gennem tiden været i konstant nedbrydning som følge at storme og sandvandring. I 1870’erne byggede man de første høfder langs kysten for at sikre den mod erosion.

Men én høfde står i dag til diskussion – nemlig høfde 42. Ikke på grund af høfden selv, men fordi den er vært for et omfattende giftdepot, der gennem tiden har forårsaget alvorlig forurening. Høfden 42 er nærmere betegnet det sted, hvor Kemikalievirksomheden Cheminova i 1957 fik tilladelse til at deponere giftigt kemikalieaffald fra deres pesticidproduktion. Men her stopper historien ikke. Også Staten selv deponerede i sin tid giftigt affald på dette sted.

Allerede i 1964 opdagede den lokale Thyborøn-fisker Rav-Aage, at der lå døde fisk på stranden. En undersøgelse, foretaget af Kemiingeniøren Finn Bro-Rasmussen, der den gang var ansat i Sundhedsstyrelsen, viste at fiskene var døde af Bladan. Det tog over 20 år, før man fik gennemført en spildevandsrensning og fik gravet 25.000 tønder op fra giftdepotet. Det resterende forgiftede areal, der i dag består af 110 tons gift - bladan-, kviksølv- og svovldepoter, blev indkapslet af en 14 m. dyb spunsvæg af stål og en vandtæt membran i 2006. Så alt skulle være sikkert. Det er det i hvert fald ifølge Region Midtjylland, som Staten har lagt ansvaret for oprensning og vedligeholdelse over på. Regionen vurderer at indkapslingen af gift depotet kan holde i 25 år, og at der derfor ikke vil være fare for udsivning af giftstoffer – lige foreløbig i hvert fald.  Og så burde alt vel være godt…eller hvad?

Så simpelt er det desværre ikke, for der siver stadigvæk gift ud i Vesterhavet. Det har man så valgt at acceptere med den begrundelse, at giftudsivningen ligger under de grænseværdier, som WHO har sat. Men gift er gift, og man kan derfor få mistanke om, at et tyndt befolket område i Thyborøn og Harboøre ikke er økonomisk rentabelt. Med det in mente, drejer det sig altså ikke om Danmarks samlede økosystem, men måske snarere om hvilken muld, man vil investere i – altså den fedeste muld med den tættest befolkning og den bredeste vælgerskare. Dette er naturligvis en påstand, men da depotet har ligget der i henved 60 år med skiftende regeringer, kan påstanden meget vel have sin berettigelse.

En ting man ikke har haft for øje er havets enorme kraft. Med tiden har Vesterhavet ædt sig ind på depotet, og som følge af klimaforandringens heftige storme og orkaner, er der opstået en øget fare, der langt overstiger, hvad man hidtil har skullet indkalkulere i diverse risikovurderinger. Såfremt bølgernes kolossale styrke graver sig ind under depotet og slår sikring itu, vil det få uoverskuelige miljømæssige konsekvenser for både grundvand, strand, hav og fjord. En risikovurdering fra 2004 har vist at giften fra depotet kan sprede sig 14 kilometer syd for Høfde 42 og sive ind i Limfjorden, for vand er nu en gang ikke stillestående.

Med kendskab til havet ved vi, at det ikke er et spørgsmål, om det vil ske, men hvornår det vil ske. På trods af det valgte et flertal i folketinget d. 3 marts 2016 at afvente en risikovurdering fra Region Midtjylland i 2018 -  og tage sagen op i 2019  - og efterfølgende vurdere, hvad der kan gøres i 20??..... Jo da, man er skam bekymrede og tager sagen alvorligt – bare ikke lige nu.

Men storme og orkaner giver ingen forvarsel og tager ingen hensyn til langsommelige analyser og lige så langsommelige politiske beslutninger foretaget af mennesker, der ret beset ikke kender havets magt og tilsyneladende tror, at oceanet er en hyggefætter, der kan stilles på "stand-by" som en anden sag, der lægges i bunken og behandles, når tid kommer. For nu har eksperter jo vurderet at risikoen for brud på sikringen af giftdepotet er minimal, og dermed har naturens kræfter at rette sig efter det. Her er det nemlig politikerne der bestemmer.

Ordet minimal er sprækken til en risiko. En minimal risiko, betyder, at forholdene ikke er 100% sikre. En løsrivelse af giftdepotet som følge af erosion vil ganske enkelt føre til Danmarkshistoriens største miljøkatastrofe. Depotet indeholder blandt andet Kviksølv. Om kviksølv skriver selveste miljø- og fødevareministeriet

”Kviksølv er en af de farligste miljøgifte, der findes, og Danmark arbejder, både i EU og internationalt, på at få så omfattende begrænsninger som muligt, herunder både forbud mod anvendelse og eksport for at minimere udslippene på global basis”.

Den såkaldt minimale risiko er altså ikke en risiko man ikke bør løbe, hvis man er ved sine fulde fem. Det kan derfor bekymre, at landets miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kan forsvare, at man stiller en så alvorlig sag i bero og afventer.

Det handler om at tage ansvar. Som tidligere nævnt gav staten Cheminova tilladelse til at deponere gift ved høfde 42 – lige så vel som staten selv deponerede gift samme sted. Det må dermed være staten ansvar. Tager man ikke ansvar for sin handling, er man uansvarlig, hvilket siges om personer eller grupper (Staten) som udviser eller vidner om manglende eller utilstrækkelig bevidsthed om eget ansvar og egne handlingers konsekvenser.

Ikke desto mindre har staten lagt ansvaret over på Region Midtjylland, der dog har tilbudt 125 millioner kroner til fjernelsen af depotet. Det svarer til halvdelen af, hvad det koster at blive af med giftophobningen. Men regionen har ikke mulighed for at klare oprydningen alene. Normalt er det ejeren, der selv skal sørge for oprensningen, altså Cheminova, men den daværende ejer er for længst skiftet ud med nye ejere.

Den 30. april 2015 opstod en unik chance for at få gennemført en oprensning ved høfde 42. På det tidspunkt hed ejeren af Cheminova Auriga. Hovedaktionæren var Aarhus Universitets Forskningsfond, som havde 39 procent af aktiekapitalen i Auriga. Chiminova blev solgt til amerikanske FMC Corporation for 8,5 milliarder kroner, og på en generalforsamling stillede Aarhus Universitet et forslag om, at 125 millioner kroner af salgssummen blev givet til en ny oprensningsfond. Desværre var der IKKE vilje fra de øvrige aktionærer - ATP, arbejdsmarkedets tillægspension og LD, Lønmodtagernes Dyrtidsfond - og forslaget blev dermed stemt ned med et durende NEJ – dette til stor ærgrelse for Aarhus Universitet og borgerne i Thyborøn og Harboøre.

En oprensning koster, som nævnt, 250 millioner – og til sammenligning, skal her gengives et citat fra ”Ingeniøren” anno 16. juni 2010:
"For anlæg af ny motorvej i åbent land giver kommissionen (Infrastrukturkommissionen) et prisinterval på 40-70 millioner kroner pr. kilometer og for anlæg i bynært område mellem 80 og 110 millioner kroner pr. km”.

Sikkerheden, sundheden og livsvilkårene i Lemvig kommune koster altså skønsmæssigt det samme som 2,5 km bynær motorvej i 2010.

Vestkysten er med andre ord et skjult sted i udkants-Danmark, der må vente, til man er færdig med at lægge ansvaret over på hinanden og de andre, og sådan har det stået til i snart 60 år.

Der bør gribes ind nu og ikke om 20 år, som det tog, da Rav-Aage opdagede de døde fisk på stranden. En langtrukken proces kan få katastrofale følger, hvilket har fået lokale borgere op af stolen og ud på barrikaden. Og det er ikke første gang beborene i dette område har måtte kæmpe en indædt kamp for at blive hørt.  Men havde giftdepotet ligget på de Nordsjællanske strande, er der nok ikke tvivl om, at det var blevet fjernet for længst. Ventjylland ligger meget langt væk fra Christiansborg.

Som nævnt vurderes det at giften fra depotet kan sprede sig 14 kilometer syd for Høfde 42. Nu står vand jo ikke stille, så det kan undre, at man hovedsageligt har den sydgående retning for øje. Om det nu er fordi, man forsøger at feje den reelle problematik ind under gulvtæppet, eller om det er andre forhold, der gør sig gældende, er svært at sige. Men hvis vi forholder os til de 14 km i sydlig retning, hvilke områder er det så det rammer, og hvad ligger der af små historier i området?

Langerhuse og Flyvholm
Flyvholm Redningsstation ligger lige inden for havdiget mellem Langerhuse og Vrist. Flyvholm Redningsstation blev oprettet i 1847 og fungerer nu som museum under Lemvig Museum. Stedet huser i dag den tidligere redningsbåd og historien om det mandskab, der var med til at redde over 700 mennesker fra druknedøden, med livet som indsats. Lemvig Museum skriver:

Med støtte fra Kulturstyrelsen og Region Midtjylland åbnede Lemvig Museum d. 12. juni 2013 Projekt Jernkysten. Projektet formidler strandingshistorie på Flyvholm Redningsstation og ude på kysten, hvor de dramatiske begivenheder fandt sted.

Vrist og Vejlby Klit: 
Området ligger klods op ad Vesterhavet og er et populært sommerhusområde med ca. 500 sommerhuse. I Vejlby Klit er der supermarked, cafe, restaurant og sommerpark med minigolf, motocross og hestestald. Turisme er områdets hovedindtægtskilde i sommerhalvåret.

Vejlby er kendt for Victoria Street Station - et trinbræt på Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane. Stationen fik tildelt det pompøse navn af nogle borgere, der vist synes at Lemvigbanen var for længe om at genmontere et navneskilt ved trinbrættet. Navnet stammer fra den nærliggende Viktoria vej, og en slet skjult jysk humor, der sikkert referere til det meget store Victoria station i London. Navnet blev formelt anerkendt af jernbaneselskabet i 1991.

Ferring/Bovbjerg 
Ferring er kendt som et kunstknudepunkt og tilholdssted for malere. I første halvdel af 1900-tallet var byen sommertilholdssted for blandt andet malerne Jens Søndergaard og Jens Bjerre. I Ferring på Bovbjerg ligger Jens Søndergaards Museum. Museet skriver:

"Jens Søndergaard var en af de væsentlige skikkelser i dansk modernisme i starten af 1900-tallet. Han var ekspressionist og hans fortrukne motiver var havet og landskaber. Mange af de malerier, der findes på museet, skildrer dramaet mellem natur og menneske". 

Hvis man skal være helt præcis, så stopper den 14 km lange giftspredningszone i den nordlige del af Ferring, men kun 1000 m derfra ligger Bovbjerg Fyr. Fyret har 93 trin op til en udsigtsbalkon, hvorfra man kan se ud over et imponerende og uspoleret istidslandskab, hvor marker strækker sig helt ud til den 40 meter høje klint med et direkte fald mod havet.

Bovbjerg Fyr er en kulturperle med Café, udstilling, arrangementer og andre kulturudbud, der drives af Fonden Bovbjerg Fyr. Bag aktiviteterne står en fondsbestyrelse, en støtteforening samt en lang række frivillige medarbejdere. Bovbjerg Fyr blev i 2006 solgt til Lemvig Kommune af Farvandsvæsenet, der videregav Fyret til Fonden Bovbjerg for 1. kr. i 2007.

Konklusion
Man kan altså konkludere, at en giftspredning 14 km. i sydgående retning fra Høfde 42 rammer områder med en enestående natur, omfattende turisme, og små unikke kulturperler. Turismen i området er baseret på stranden, havet og naturen, der ligger i risikozonen. Uden indtægtskilder fra turisme kan kulturen ikke bære. Altså vil en mulig forurening ramme borgernes økonomiske livsgrundlag på flere planer. Men værst af alt er livsgrundlaget for fiskeriet i Thyborøn - 5 km nord for Høfde 42. Ingen tvivl om det!