Klimaforandring i Jammerbugten/

Det er et imponerende syn, når havet rejser sig og voldsomme, dramatiske, skummende bølger pisker ind over moler og høfder, men også skræmmende. Skræmmende fordi det kan have store konsekvenser.

Klimaforandringerne har nu forårsaget at havet stiger, stormene bliver voldsommere og der kommer mere nedbør, som forårsager at kysten eroderer og strandene kan forsvinde.

De seneste storme og orkaner har især ramt de nordjyske kyster i Danmark, hvor dele af klitter og klinter langs kyststrækningen er blevet ædt af havet, der samtidig har trukket huse og sommerhuse med sig ned af skrænterne. Hårdest ramt er den 13 kilometer lange strækning mellem Løkken og Lønstrup. Som følge af stormene skylles sandet bort og kyststrækningerne erodere. Erosion af kysten afhænger af havets transport af sand og ral – også kaldet sediment.

Dette er en problematik, der har delt de involverede parter i tre lejre. Skal man opbygge en hård klitfodssikring mod stormflod, der gør kyststrækningen mere stabil og forhindre omfattende erosion af kystens klitter og klinter, skal man sætte fokus på en strandbeskyttelse ved at sætte ind med blødere sandfodring, der bevarer de brede strande, eller skal man lade naturen gå sin gang?

Som følge af stormene skylles sandet bort og kyststrækningerne erodere. Erosion af kysten afhænger blandt andet af havets transport af sand og ral – der i geologien kaldes sediment.

Blød kystsikring i form af sandfodring er den metode, Kystdirektoratet (KDI) vil godkende til sikring af den jyske vestkyst. Ideologien bag sandfodring er, at man pumper sand ind på stranden som erstatning for det sand, der forsvinder. Gevinsten er, at strandene bliver bredere og vanddybden langs kysten lavere. Samtidig lægger man vægt på, at andre og hårdere former for kystsikring vil skæmme naturen og forstyrre sedimentbalance. Dette betyder dog samtidig at skrænter og klinter ikke beskyttes mod skred.

Erosion af kysten afhænger af havets transport af sediment (sand og ral). Sedimentære budgetter er et kystforvaltning værktøj, der anvendes til at beregne de forskellige sediment tilgange overfor forskellige sediment udgange på kysterne. Ændringshastigheden af sediment er afhængig den mængde sand, der bringes ind i systemet (til kysten) overfor mængden af sand, der forlader systemet (eroderer). Disse indgange og udgange svare til den samlede Sedimentbalance.

Når havet transporterer sand væk fra et område, aflejres det enten i havet eller et på et andet sted på kyststrækningen afhængig af strømforhold. Eller mere simpelt - når sedimentet aflejres et sted, mangler det et andet sted. Det betyder at strandene kan forsvinde et sted, mens de bliver bredere et andet sted, og dermed brydes den unikke Vestjyske kystlinje.

Som følge af tiltagende hårde storme, der trækker mængder af sand væk fra strandende, vælger KDI at løse problemet med sandfyldning, mens den hårde kystsikring fravælges, da man mener, at en hård kystsikring forstyrrer sedimentbudget, fordi havet forhindres i at trække sand med sig ud. Denne betragtning er civilingeniør Jørgen Kristiansen, forsker ved Aalborg Universitets Institut for Planlægning ikke enig i. Han kalder det et dogme og siger følgende:

”Dogmet tilsiger, at hvis et kystsikringsanlæg ‘snyder’ havet for at æde af kysten under kraftige storme, så vil havet helt automatisk erodere en tilsvarende mængde sand andetsteds langs denne kyst. Men her hopper kæden af. Kystsikring på en helhedsstrækning vil reducere mængden af den samlede sedimenttransport. Hvis der f.eks. etableres en effektiv fast kystbeskyttelse på hele strækningen fra Jammerbugt til Skagen, så ville det indebære, at der aflejres mindre sediment ved Skagen og føres mindre sediment ud i havet nord for Skagen”. (ing.dk)

Man kan så fundere over, om det nu er sandfodringen eller klimaforandringen, der er årsag til at, at man hver dag må fjerne sand fra Esbjerg havn, der ellers vil sande til.

I udgør sandfodringen en kunstig strand, der forhindrer kysten i at trække sig tilbage. Og det virker også efter hensigten. Men den manglende klitfodssikring betyder, at klinter og skrænter ikke beskyttes mod erosion. I forbindelse med stormene i slutningen af 2015 har kystdirektoratet da også skifte standpunkt ved at overveje en hård klitfodssikring med store sten i et begrænset område nord for Løkken Læmole – og ved Nørlev Strand i et område, hvor sommerhuse blev trukket væk af havet efter storm.

Sand og ral til sandfodring suges fortrinsvist op fra den dybere liggende havbund. Desværre risikere man herved at bryde ind havbundens økologiske system. I Øresund har Bygge- og anlægsfirmaers indvinding af sand haft store konsekvenser for både fiskeriet og for vegetationen på havbunden. Havbiolog Lars Anker Angantyr har blandt andet kunnet konstatere at havbunden i indvindingsområdet sydøst for Vedbæk, der tidligere var spækket med fisk og muslinger, stort set intet liv har. Spørgsmålet er derfor, om sandpumpningen på Vestkysten på sigt kan få konsekvenser for fiskerne på vestkysten?

Strandene udgør tilnærmelsesvis størstedelen af Danmarks vilde natur, hvilket Danmarks Naturfredningsforeningen mener, at man skal tage vare om. Naturfredningsforenings mener derfor, at man skal lade naturen råde ved at udlægge arealer til en ”klimabufferzoner”, der giver naturen plads til at bevæge sig ind i landet i takt med, at havet stiger. Om man har medregnet, at havet ikke holder sig tilbage, men derimod følger med ind i landet, melder historien intet om.

Naturfredningsforeningen tager blandt andet udgangspunkt i at kystlinjen de sidste 200 år sammenlagt er blevet flere hundrede kilometer mindre på grund af bebyggelse og kystsikring. Man mener derfor, at der kun bør kystsikres der, hvor der er risiko for væsentlige samfundsmæssige tab ved ikke at kystsikre, hvilket primært skal gøres for at beskytte bysamfund, kulturarv og større infrastrukturanlæg. Mellem linjerne ligger nok, at sommerhusområder ikke er inkluderet i naturfredningsforeningens målsætning.

I 1937 vedtog man en strandbeskyttelseslinje ved Vesterhavet, der som hovedregel betyder, at der kun må bygges 300 m fra kysten og i sommerhusområder 100 m fra kysten. Problemet er at den byggeregel nogen steder er brudt, hvilket har skadet den gamle ideologi om ubrudt natur. I den aktuelle klimasituation, er det dog også af betydning, at havet æder sig ca. 2 meter ind i landet pr. år, hvorfor mange sommerhuse nu ligger klods op af Vesterhavet, og det bekymrer naturligvis både borgerne og sommerhusejerne.

Civilingeniør Jørgen Kristiansen mener omvendt, at fredningen af kyststrækningen, der udelukker muligheden for hård kystsikring, er blevet misfortolket, og nærmere er en fredning af selve erosionen frem en beskyttelse af floraen og faunaen i området. Man sikrer så at sige, at kysten eroderer, siger han.

Et af argumenterne for ikke at anvende hård kystsikring er, at de skæmmer miljøet, men ret beset har man anvendt høfder i adskillige år. Høfdebyggeriet i Danmark blev iværksat for at sikre den jyske vestkyst fra ca. 1875 til langt op i 1900-tallet, men med klimaforandringen og en større viden i tilgift er dette ikke længere effektivt nok.

Ud over bekymring for at sedimentbudget ikke kan gå op, og naturen går tabt, handler det også om æstetik, hvilket kan være en anelse paradoksalt, da havet æder klinterne, hvor naturen gror. Men behøver det at være skæmmende og grimt – eller kan man rent faktisk vælge æstetisk smukke løsninger?

For at imødekomme grundejerne tillod Hjørring Kommune i 2015 en blød kystsikring i form af stenposer i net, som grundejerne selv skulle betale. Men det er bestemt ikke æstetiks smukt og går stik imod Hjørring Kommunes eget udsagn om, at sandfodring er bedre, da hård kystsikring skæmmer naturen. Der er slet ingen tvivl om, at kystbeskyttelse i form af løse betonelementer, sandsække og sten i net kan være særdeles grimme og skæmmende. 

Ifølge teknisk chef for kystdirektoratet, Per Sørensen, anvender man typisk klitfodsbeskyttelse – eller skråningsbeskyttelse på de steder, hvor huse er i fare for at styrte i havet, fordi man er kommet for sent i gang med den rigtige løsning (sandfodring). Man kan dermed konstatere, at man afgjort er kommet for sent i gang i Jammerbugt, hvor husene allerede er styrtet i havet, og uerstattelig kulturarv går samme vej.

Kystdirektoratet anvender to former for skråningsbeskyttelse – dels store natursten og dels betonelementer sat op i et ganske flot system af firkantede blokke, der fremstår som i et ternet mønster. Dette kan blandt andet ses ved Agger. Skråningsbeskyttelse er forankret dybt i jorden, så de er stabile og beskytter klitter, klinter og skråninger permanent mod erosion. Derimod beskytter de ikke strandende, hvorfor en strandfyldning tilføjes. 

Netop i Agger byggede man allerede i 1920’erne et flot kystsikringsanlæg i form af et trappeanlæg. Trappediget blev bygget efter hollandsk mønster, hvilket vi i vore dage kunne lære meget af, når det gælder æstetik. Desværre holdt anlægget ikke længe, da det gik til i en efterårsstorm i 1936. Dette kunne undgås i dag med den erfaring viden og teknik, man sidenhen har skaffet.

I Cleveleys i det nordvestlige England har man for nyligt anlagt en by-beskyttende kystsikring, der netop består af bølgeformede betontrapper og brede fodgængerpromenader. Projektet blev iværksat af private investorer og borgergrupper, og består af 'spuns', store stålkonstruktioner, fyldt med jord og toppet med trapper af færdigstøbt beton.

På toppen af Lønstrup Klint lå den 800 år gamle Mårup Kirke, der blev bygget i 1200-tallet og var en af de 10 romanske landsbykirker af tegl, der findes i Vendsyssel.

I 1928 blev byggede man en ny kirke i Lønstrup. Det førte til et lokalt ønske om at rive Mårup Kirke ned og sælge blytaget. Nationalmuseet ønskede dog at bevare kirken og overtog den i 1952. I 1988 blev kirken overtaget af Skov- og Naturstyrelsen, og kirken blev fredet, men da bygningen ikke stod ikke til at redde fra havets glubende appetit, blev fredningen ophævet i 1988, og er efterfølgende blevet fjernet lidt efter fra 2008 - 2015. I september 2015 nedtog Naturstyrelsen og Nationalmuseet den sidste del af kirken. Hver sten var gennem tiden blevet gemt i håb om, at kirke kunne blive genopført på et sikkert sted. Men det krævede, at lokale velgører ville finansiere projektet. Når skatten sænkes, daler muligheden for offentlig statslig støtte naturligvis også, og så må private velgørere træde til. Desværre lykkedes ikke at få finansieret bevaringsprojektet, og dele af stenene blev derfor sendt til knusning, med henblik på at benytte stenene til vejbelægning. 

Under nedtagningen af Kirken fandt man en barnegrav under alteret, hvilket Nationalmuseets Arkæologer betragtede som særpræget, da det ikke er almindeligt at finde børn begravet under alteret. Barnet menes derfor, at have været fra en velstående familie.

Mårup Kirke Kirken er i øvrigt kendt som lokation fra optagelserne til Gabriel Axels Oscar-belønnede film Babettes gæstebud.

Rubjerg Knude Fyr blev bygget i 1899 og fyrets lys blev tændt første gang 27. december 1900. Det 23 meter høje fyrtårn blev placeret ca. 200 meter inde i land på den ca. 60 - 70 meter høje klint, Rubjerg Knude. Lyset i toppen af tårnet kunne ses på 42 km afstand. 

Med tiden er havet kommet nærmere, og samtidig hermed har sandflugt bevirket at fyrmesterboligen for foden af fyret, i dag er begravet i sand og helt forsvundet.

Allerede i 1920 vokser klitterne mellem havet og fyret og i 1953 tages sireneanlægget ud af drift, da lyden ikke længere kan passere klitten mellem fyret og havet. I 1968, måtte man slukke fyret da sanddynerne nu var så høje, at man ikke længere kunne se lyset fra havet. I 1971 gik Ministeriet for kulturelle anliggender ind i sagen med ønsket om at etablere et sandflugtsmuseum i fyrmesterbygningerne, hvilket blev en realitet i 1980, hvor Vendsyssel Historiske Museum åbnede dørene for publikum. Efterhånden opgav man kampen mod sandet, og i 2002 lukkede museet dørene og flyttede til Strandfogedgården i Rubjerg.

I dag har sandet, som nævnt, passeret fyret og dele af bygningerne er revet ned, mens resten ligger under sandet. Samtidig har havet ædt sig ind i landet og fyret ligger nu på afgrundens rand frit ud mod havet. Man har derfor vedtaget at fyret skal rives ved omkring 2020, for at undgå, at det styrter i havet. Og så kan man i øvrigt også fundere over om sandfodring er fordelagtigt lige netop i dette område?

Hvis man ikke sandfodre, risikerer man at strandene forsvinder, men man risikerer samtidig at havbundens økosystem kommer ud af balance, hvis man ikke er meget forsigtig. Hvis man ikke sætter ind med hård kystsikring eroderer skrænterne og klinterne, men man griber samtidig ind i naturens unikke skønhed. Men hvis man lader naturen stå til, beskytter man eurosionen. Man kan dermed konkludere, at uanset hvad man gør, så er det ulemper med i købet. Det er således et spørgsmål om holdning (andre vil mene forskning) og ikke mindst økonomi, men har vi råd til, at gå med halve løsninger, der trækker livsgrundlaget væk under fødderne på lokalbefolkningen, når havet ubetinget æder 2 m. land pr år?

NYT.
Rubjerg Knude Fyr blev flyttet 70 meter væk fra kystenlinjen d. 22. okt. 2019.