DIX

12-01-2023

I Januar 2023 vil det være muligt for en lille intim skare af publikum at træde ind i maleren Otto Dix’ malerier i teaterinstallationen DIX. Teater Fluks og Teater Carbon v. Isabelle Reynaud står bag.

DIX er en teaterinstallation i det skjulte. En 20’er fest der afslører krisernes magt og magi.

Hver aften åbnes dørene til en anden verden, hvor en lille intim skare af publikum bliver hensat til en tid, hvor nye fællesskaber opsøges og hvor festen går hånd i hånd med krigen, kriserne og traumerne, 

DIX er en tragisk kabaret, et psykologisk eksperiment og en bizar fest spundet ind i et stærkt sensorisk univers. En inddragende teateroplevelse om mennesket i krig- og krisetider baseret på malerier af den berømte tyske maler Otto Dix.

Teater Fluks har sammen med Teater Carbon indtaget det gamle nødshospital på Tage Hansensgade i Aarhus, og skaber her rammerne for DIX.

Publikum bliver taget imod i en hemmelig festklædt kælder transformeret om til bizar natklub med både livemusik og bar. Her er plads til at danse og feste, men det er også herfra at værtsparret leder små grupper af publikum ud i mindre tilstødende rum. Her vil publikum have mulighed for at gå på opdagelse i portrætterne og menneskene bag.

Om lokationen

Amtssygehuset blev bygget i 1935 og har stået tom siden 2018. Nødshospitalet i kælderen kom til under den kolde krig, da alle danske sygehuse med mere end 30 sengepladser, skulle indrette et bygningsmæssigt sikret nødbehandlingsafsnit i kælderen.


Disse nødbehandlingsafsnit blev bygget som bunker under sygehusene og havde egen nødstrøms- og nødvandsforsyning samt ventilationsanlæg, der kunne filtrere luften for radioaktivt støv, gas og røg. Størstedelen af de danske sygehuse fik lavet de sikrede afsnit som stod klar i tilfælde af krig. Afsnittene var ikke nødvendigvis indrettet med senge og inventarer men kunne gøres klar til sygehusdrift i løbet af 24 timer. 


Nødbehandlingsafsnittene skulle i en angrebssituation kunne fungere som lægestation hvor hårdt sårede kunne blive førstebehandlet og gjort klar til at kunne tåle en længere transport til sygehuse der lå længere væk. I sådan en situation skulle afsnittet kunne førstebehandle 1000 hårdt sårede i løbet af de første 48 timer efter et angreb.


Nødbehandlingsafsnitten på Tage Hansensgade satte standarden for sådanne afsnit. Afsnittet er på 854m2 og består i grovetræk af to gangarealer hvor den ene blev brugt til patienttransport og den anden gang blev brugt af personalet. I midten var der tre store behandlingsrum. Bunkeren kunne rummet og behandle 52 patienter af gangen.


Og nu bliver det altså brugt som lokation for forestillingen DIX.

Om forestillingen DIX:

DIX bliver et immersivt tværkunstnerisk performanceformat i et teatralsk univers, der tager udgangspunkt i den tyske billedkunstner Otto Dix’ billedunivers fra 1920’erne. Hans personlige førstehåndsskildringer fra Første Verdenskrigs grusomheder og de kollektive krigstraumer samt de vilde fester og grænsesøgende personligheder, som også prægede perioden, bliver udgangspunktet for forestillingen.

Forestillingen giver sig i kast med et af de helt store og klassiske spørgsmål i kunsten: hvad vil det sige at være menneske, og hvordan agerer vi under pres i krisetider? Netop det spørgsmål er igen blevet uhyggelig relevant - for selvom det er 100 år siden Otto Dix portrætterede sin samtid, står vi endnu engang i en krisetid med endnu en krig på europæisk jord og med efterdønningerne fra en omfattende pandemi.


Praktisk information

DIX opsættes i en co-produktion mellem de Aarhus-baserede teatre Teater Fluks og Teater Carbon v. Isabelle Reynaud på det gamle amtssygehus på Tage Hansensgade.

DIX premierer 19. januar og spiller til og med 4. februar. Hver forestilling har mulighed for at lukke op til 36 personer ind i den eksklusive natklub og teaterinstallation.

Der kan købes billetter på www.teaterfluks.dk

DIX er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Deutsche Kulturgesellschaft, Goethe Instituttet og Kulturudviklingspuljen Aarhus.

Del på facebook
www.skjultesteder.dk
Fotograf: Simon Falkentorp

Kontakt

Foreningen Skjulte Steder
Att.: Annette Damgaard Hansen
Nyringen 30
8240 Risskov
e-mail a.dam@suu.dk
Mobil: 60 64 18 16

Contact info


Association Skjulte Steder
Att.: Annette Damgaard Hansen
Nyringen 30
8240 Risskov
e-mail a.dam@suu.dk
Mobil: + 45 60 64 18 16

Skjulte Steders på facebook

Hidden Places on facebook
Fotograf: Jesper Urup Ruban
Fotograf: Andreas Hvid